Articles and Reviews

Reviews

Songs From a Two-room Chapel

Musiktidsskriftet Geiger

Det er en produktiv herre, vi her har med at gøre. På trods af sine 26 år har Christian Kjellvander fra Malmö allerede, foruden sin solokarriere, projekterne Loosegoats og Songs Of Soil på samvittigheden. Loosegoats, som har mere end 200 koncerter bag sig, er i hjemlandet det mest respekterede band inden for sin genre. Songs Of Soil er et samarbejde mellem Christian og broderen Gustav Kjellvander, som også hjælper til på denne plade. Nu, hvor de to bands er sat i bero, arbejder Christian Kjellvander atter alene. Nøjagtig som han gjorde, da han i 1993 søsatte Loosegoats.

På trods af de mange forskellige bandkonstellationer er Kjellvander stadig tro mod sin musikalske overbevisning. En overbevisning, som man næppe kan nøjes med at give en enkelt etikette. Han leverer stadig en overbevisende gang country/rock/folk/americana, som lugter mere af Texas end af Malmö. Ikke desto mindre er Songs from A Two-Room Chapel indspillet i The End Studios – en gammel orgelfabrik, som er ombygget til studie – beliggende på den skånske slette.

Pladen er mørk og støvet, og der kan drages generelle sammenligninger til både Nick Cave, Johnny Cash og 16 Horsepower. Kjellvanders gentagne »I’m going hoooooome« på albumåbneren ”Homeward Rolling Soldier” kunne, med sine stolte country-traditioner, fungere som soundtrack til en western. Saven på ”Allelujah” leder, sammen med det sagte kor, tankerne hen på Mercury Rev, selvom musikken på Songs From A Two-Room Chapel hovedsageligt er indspillet akustisk. På ”Broken Wheels” sættes tempoet for én gangs skyld i vejret, men uden at det går ud over den sørgmodige stemning, som sætter sit præg på hele albummet. Celloens dybe toner på ”Log at 25” får dog hurtigt skruet tempoet i bund igen. Christian Kjellvander er atter i gang med en af sine sørgmodige og uendeligt langsomme sange om ulykkelig kærlighed. Med ”Oh Night” er han pludselig midt i et storladent værk. Klokkespil, trommer og et anseeligt antal strygere truer med at gøre det hele lidt for pompøst, men Kjellvander formår hele pladen igennem at holde sin musik på jorden. Vi kommer aldrig tættere på rock end på ”Polish Daughter”, hvor guitaren får forholdsvist frit spil.

Der bliver både gået med korte, lange, tunge og endda museskridt på ”Songs From A Two-Room Chapel”, som må siges at være et uhyrlig alsidigt album. Christian Kjellvanders karakteristiske dybe varme stemme samt blæser- og strygerarrangementerne er med til at fuldende denne samling gode sange. Det kan kun være et spørgsmål om tid, før han slår igennem herhjemme. Genren har allerede gjort sin entré i Danmark med Ryan Adams i spidsen. Denne plade er god at starte med.

| URL